nightofpassion.wordpress
wiki Saturnalia var en romersk religiøs fest som ble holdt til ære for guden Saturn eller Saturus. Opprinnelig skjedde den kun på den 17. desember, men ble med tiden utviklet til i alt syv dager. Festen hadde karakter av karneval, og det ble forventet at den ble feiret med gaver og stor munterhet. Ettersom festen skjedde i slutten av desember falt den sammen med en rekke andre hedenske fester, som med Midtvinterdagen (eller juleblot eller midtvinterblot) i de nordiske landene, og disse, inkludert feiringene i Saturnalia, ble deretter inkorporert og overtatt av i den kristne julefeiringen som vi kjenner i dag.
Det har vært hevdet at kristne på 300-tallet i kristendommens barndom la feiringen av Jesu fødsel til den denne feiringen (og således også julefeiringen) til 25. desember ettersom dagen allerede var en hedensk høytid. Således kunne de gjøre folket kristent uten å fjerne en populær høytid. Saturnalia har uansett satt spor etter seg i både julefeiringen og i middelalderens tradisjon med narrefesten.
Narrefest
Narrefest, en ejendommelig folkeforlystelse, der fandt sted i flere europæiske lande i middelalderen ved nytårstid, og til hvilken der blandt andet hørte optog i selve kirkerne, som foretoges med de kirkelige myndigheders tilladelse, uagtet de var forbundet med megen larm og narrestreger, ja nærmest var en slags parodier på gudstjenestens hellige handlinger.
Man har ment, at narrefest er en slags fortsættelse af de gamle romerske saturnalier, der ligeledes blev afholdt ved nytårstid, og som nød så stor anseelse hos folkemasserne i Romerriget, at de ikke forsvandt med hedenskabet, men vedblev delvis at bestå langt ind i den kristne tid trods alle lovbud derimod.
Umuligt er det ikke, at kirkens mænd, i anerkendelse af, at folkemasserne så at sige ikke kunne undvære tøjlesløse fester i lighed med saturnalierne, selv har villet indrette sådanne fester, for at lede dem i en mere uskyldig retning. Men har dette været den oprindelige hensigt med narrefesterne, er den ikke nået. Narrefesten var nemlig ikke blot forbundet med larm og spektakel. Der blev under festen afsunget kåde, letfærdige højst upassende sange, og al slags vild, usømmelig lystighed gik i svang under den. De optrædende ved optogene var elever i dom- og klosterskolerne, altså børn og unge mennesker, der blev opdraget til kirkens tjenere og lærere.
De klædtes ud som biskopper, abbeder, ja selv som selve paven. Man taler om narrebiskopper, narrepaver og så videre. Festen fulgte bestemte ritualer, hvoraf enkelte er bevarede. De lande, hvor narrefesterne særlig blomstrede var Frankrig og Belgien. Men også i nabolandene var narrefester ikke ukendt, således i Spanien, Italien og i landene ved Rhinen.
Uagtet det egentlig kun var børn, der optrådte, undlod voksne ikke selv at deltage, selv kirkelige embedsmænd, som subdiakoner, ja diakoner, og ingen undså sig for retten til at slå gækken løs.
Folket blandede sig med stor glæde i narrefesterne og viste ofte meget lidt mådehold. Det kom ikke sjældent til udskejelser, hvad der havde til følge, at de kirkelige myndigheder til sidst gik ind og forbød narrefesten. Alligevel holdt narrefesterne sig flere steder til ind i 16. århundrede. Narrefesten kaldtes festum stultorum eller fatuorum. På fransk fete des fous. I Dijon var der et broderskab, der forestod narrefesten, Confrerie de la Mere folle. Det blev forbudt 1544. 1552 afskaffedes narrefesten helt af parlamentet i Frankrig. En slags episode af narrefesten var æselsfesten.
Narrefest, en ejendommelig folkeforlystelse, der fandt sted i flere europæiske lande i middelalderen ved nytårstid, og til hvilken der blandt andet hørte optog i selve kirkerne, som foretoges med de kirkelige myndigheders tilladelse, uagtet de var forbundet med megen larm og narrestreger, ja nærmest var en slags parodier på gudstjenestens hellige handlinger.
Man har ment, at narrefest er en slags fortsættelse af de gamle romerske saturnalier, der ligeledes blev afholdt ved nytårstid, og som nød så stor anseelse hos folkemasserne i Romerriget, at de ikke forsvandt med hedenskabet, men vedblev delvis at bestå langt ind i den kristne tid trods alle lovbud derimod.
Umuligt er det ikke, at kirkens mænd, i anerkendelse af, at folkemasserne så at sige ikke kunne undvære tøjlesløse fester i lighed med saturnalierne, selv har villet indrette sådanne fester, for at lede dem i en mere uskyldig retning. Men har dette været den oprindelige hensigt med narrefesterne, er den ikke nået. Narrefesten var nemlig ikke blot forbundet med larm og spektakel. Der blev under festen afsunget kåde, letfærdige højst upassende sange, og al slags vild, usømmelig lystighed gik i svang under den. De optrædende ved optogene var elever i dom- og klosterskolerne, altså børn og unge mennesker, der blev opdraget til kirkens tjenere og lærere.
De klædtes ud som biskopper, abbeder, ja selv som selve paven. Man taler om narrebiskopper, narrepaver og så videre. Festen fulgte bestemte ritualer, hvoraf enkelte er bevarede. De lande, hvor narrefesterne særlig blomstrede var Frankrig og Belgien. Men også i nabolandene var narrefester ikke ukendt, således i Spanien, Italien og i landene ved Rhinen.
Uagtet det egentlig kun var børn, der optrådte, undlod voksne ikke selv at deltage, selv kirkelige embedsmænd, som subdiakoner, ja diakoner, og ingen undså sig for retten til at slå gækken løs.
Folket blandede sig med stor glæde i narrefesterne og viste ofte meget lidt mådehold. Det kom ikke sjældent til udskejelser, hvad der havde til følge, at de kirkelige myndigheder til sidst gik ind og forbød narrefesten. Alligevel holdt narrefesterne sig flere steder til ind i 16. århundrede. Narrefesten kaldtes festum stultorum eller fatuorum. På fransk fete des fous. I Dijon var der et broderskab, der forestod narrefesten, Confrerie de la Mere folle. Det blev forbudt 1544. 1552 afskaffedes narrefesten helt af parlamentet i Frankrig. En slags episode af narrefesten var æselsfesten.
