Adventssøndag, refleksonstid og inngangen til høytid. Jeg leste nettopp dette diktet. Og nå lar jeg mamma sitte ned på steinen og hvile. En varm sommerdag ved elva, turkoppen full med iskaldt elvevann. Og aldri aleina... For det er ho jeg tenker på i dag.

Kvilesteinen.
Kor eg gler meg til å sitja på din kvilestein i dag. Legja av den tunge børa, kjenna dine hjarteslag. Du har tid når andre hastar. Du er nær når alle går. Ingen anna stad i væra får eg balsam for mit sår.
Som eit lam på grøne enger, finn eg kvile ve din bekk. Livsens vatn gjev meg styrke til det korset som eg fekk. I den stille stille susen møter du meg slik eg treng. Ber meg bort frå storm og uro på din sterke ørneveng.
Om eg så skal måtte vandre gjenom dødens skuggedal er eg trygg, for dine englar omgir meg i tusental. Men det aller, aller største, er at du held handa mi. Det er ankergrunn og feste som eg dagleg kvilar i.
Annbjørg Helland Sævereid